VIKING - Etmologi

Etmologi Den ældste kendte forekomst af ordet 'viking' er i det angelsaksiske digt Widsith fra det tidlige 700-tal. Det findes desuden på runesten, hvor det dels er et personnavn, dels er den handling, den afdøde foretog. Ordet vikings etymologi er usikker. Ordet kendes fra oldnordisk (vikingr),oldengelsk (wicing) og oldfrisisk (wiking), så det er nok fællesgermansk. Viking betyder også sørøver. Det er også muligt, at det er et låneord fra oldnordisk på oldengelsk og oldfrisisk. 

Det er foreslået, at ordet kan være beslægtet med ordet "vig" og kunne betyde "mand, der lægger til i vigene med sit skib" eller "mand fra Vigen" (området omkring Oslofjorden). (Kilde: Nudansk Ordbog, 9. udgave, 1977). Denne tolkning støttes af, at vikingeskibet netop var en bådtype, der både kunne sejle på lavt vand, kunne løbe op på stranden og samtidigt var et godt havskib. Denne kombination er ganske unik. For den båd vil enhver landgang på fremmed kyst typisk kunne ske i en vig; er der sand forude, løber man bare skuden ind på stranden. Med denne fortolkning bliver det forståeligt, at både udøvere og ofre kan enes om en fælles betegnelse – der altså angiver landingsstedet for de havdragende krigere eller købmænd. Samme bådtype gør det også muligt at sejle op i åer og floder. Ordet "viking" havde i samtiden ikke den betydning, vi tillægger det i dag. Samtidige nordiske kilder nævner f.eks. en "viking-vagt"; en der holdt udkik efter vikinger. Ligeledes nævnes om en person, der fik et raserianfald, at "der fór en viking i ham". Ordet "viking" dækkede altså ikke hele den nordiske befolkning, men kun de berygtede sørøvere.

Som nævnt kunne ordet Viking også beskrive en handling. Krigere på vikingetogt, lå i viking.
F.eks. i Egil Skallagrimssons Saga kan læses: "...og Hadd, som lå i viking og sjælden var hjemme."